Purpur blev til rødt, rødt blev til gult, og
den okkerfarvede sol blev lyslilla. Den
hede, han havde følt for et øjeblik siden,
havde vendt sig til bidende kulde,
men allerede før han fik fat i et tæppe
begyndte regnen at skylle ned. Befriende
regn. Den var ikke kold, ikke varm, men i
regndråberne så han sin elskede.
Måske var hun minister på den dråbe,
forflyttet fra en dråbe til en anden, hun
gennemgik sit liv, fra regndråbens fødsel
oppe i skyerne, til den ramte jorden,
og blev grådigt opslugt. Han ledte, han så
hende i dråben, der ramte midt i vandpytten.
Hans hænder var bordeauxfarvet af kulde, men
intet kunne standse
hans søgen. Folk på gaden vendte sig, men
bemærkninger om at han var tosset hørte han
ikke, folk der kom helt tæt til ham, hørte
ham hviske:
»Det er mig, hvor er du? kom frem min
elskede, jeg vil dig ikke noget ondt.« Han
opgav sin søgen, smilede og hans øjne søgte
mig. Jeg smilte igen. Han var
meget smuk, total nøgen og våd, åh.... På
vej ned samlede vi violer; når vi snublede
over et eller andet, var vi ved at omkomme
af latter. Plateauet lå en smule
af vejen, men vi følte os draget af det,
selvom vi ikke fysisk havde behov for en
pause; - han bredte sin kappe ud, og solen
kastede gyldne reflekser i mine øjne.
Han havde haft den kappe så længe jeg kunne
huske. Af og til glemte han den. Han mistede
den den første dag i Woodstock, men fik den
senere tilbage af Jimi,
der havde brugt den til at flyve på. Han
havde mange gange vist mig det hul, der var
kommet i den, da Jimi kom for lavt ned og
skrabede sit knæ på
Empire State Building.
Han
pegede, og vi stirrede begge stift frem.
Dér, sagde han bestemt, er vi, og der var
vi, jeg kunne godt se os, tydeligt endda,
hvor er du smuk sagde han,
prøv og se hvor frit du går omkring. Han
havde lagt sit slag henover os, fordi
aftenkulden pludselig var kommet. Jeg sad og
spillede på min fløjte, og han sang
sagte. En dag vil jeg gå lige som dig, en
dag vil jeg være lige så fri som du, - eller
vil du blive lige så bundet som jeg? – Hans
stemme mindede lidt om min,
men han hviskede mere end jeg. Hvorfor har
du aldrig lavet et band?, spurgte jeg. Han
kiggede overrasket op; har du aldrig hørt
mit band ? Han tog mine
hænder og lod dem glide ned over hans krop.
Dette er mit band, sagde han. Og jeg har
ikke brug for roadies til at slæbe rundt på
mit grej. – I det øjeblik
tror jeg nok jeg misundte ham lidt. Tror du
nogensinde, at alting bli’r rigtig godt,
spurgte jeg ham. Han pillede et af
kronbladene af en viol, gav det til mig
og pillede et til af. Til sidst drejede han
stilken mellem sine magre fingre. Jeg kunne
ikke tyde svaret, før han sagde, ser du: Så
længe jeg sidder og piller blade
af en viol, er der langt igen. Måske, måske
når vi engang helt forstår, alting hænger
sammen. Når vi ikke mere river bladene af
violerne,
så er vi ved at være der.
Fra plateauet kunne vi se, at de andre var
ved at tænde bål i lejren. Ilden drager mig,
selvom der er mindst en halv kilometer
derned er jeg inde i flammerne.
Jeg begynder at svede. Jeg tager kappen af.
Han tager den hurtigt helt om sig, min
skjorte ligger ved siden af mig, varmen er
uudholdelig. De lyserøde bjerge
bag os og foran os, prøver at fortælle os
noget, siger jeg til ham, han lytter ikke,
men svarer alligevel uden ord ved at rejse.
Vi kommer, VI KOMMER, han råber,
så det næsten er for meget for mine ører.
Hendes lange kjole smøg sig til hende,
hendes hår blev hvirvlet rundt af vinden.
Hun smilede, har I haft et godt trip.
Hendes hår føles varmt, og fylder mig med
tanker om min hjemby, Sundbyvester plads,
skolen, Natskyggevej – og mit lille værelse.
Ja, siger jeg til hende
og kysser kende på kinden. Hun vender sig
mod ham, smiler det samme smil igen. Havde
du et godt trip. Han vikler sig helt ind i
sin gule kappe, og ligner
en saltstøtte i den purpurfarvede
solnedgang.
Bægeret føles behageligt varmt mellem mine
hænder, duften kildrede mine næsebor, men
det var endnu for varmt at drikke. Vi sad
der bare; nogle begyndte
at drikke den varme te, men det blev kun
til små slurke der blev efterfulgt af de
lyde man nu engang siger, når man drikker
noget, der er for varmt.
Der var ikke en vind der rørte sig, kun de
lyserøde bjerge i horisonten syntes at
bevæge sig lidt. I dalen brændte der et bål,
og om det sad tit mennesker
Bare ti, for mange til at være få, og for
få til at være mange. De fleste af dem sad
bare med deres bæger i hænderne og næsen
lige over, så duften skulle så
kort vej som muligt, en af mændene roede i
en af vognene, og sluttede sig til de andre.
Idet han satte sig, væltede han sit krus,
hvorpå han roligt fyldte det op
med en bemærkning om, at det været tørke
længe. En mand i en gul kappe kikkede op.
»Det har lige regnet«, sagde han, »min kappe
er våd endnu« ham der
havde væltet kruset, rejste sig og gik over
og følte på kappen, den var helt tør, de så
hinanden i øjnene. Han satte sig uden et
ord, og begyndte at lave en
blanding til vandpiben, som stod i deres
midte. –
Pludselig var det som om jeg kom tilbage
fra plateauet, jeg havde været der endnu
engang, denne gang blot alene. – Den kom
helt langsomt mod os, vi så
den alle sammen, og så op næsten samtidigt.
Jeg tog hende i hånden, og hun trak sig
nærmere til mig, hun var helt varm. Jeg
kunne ikke svare på hendes
spørgsmål om hvad det var. Ingen sagde
noget. Den var blå som nattehimlen, og var
bare en sky, blå som blæk. En blækblå sky,
der pludselig var i blandt os.
Ingen sagde noget. Vi holdt bare på vore
bægre, men ingen drak. Pludselig rejste jeg
mig. Selvom hun holdt igen i mig. Jeg holdt
hende stadig i hånden.
Velkommen, sagde jeg. Den blækblå sky aftog
i bevægelse, også nu helt hen over vores
bord. Jeg så på hende, for at finde ud af om
hun knugede sig til mig
fordi hun var bange for at jeg flippede ud,
eller om hun bare vil støtte mig i at hilse
skyen velkommen. Men hvordan komme i kontakt
med en blækblå sky,
der pludselig indfinder sig, mens vi sidder
og drikker te. »SSH!« sagde han og lagde sin
gule kappe, den siger noget. Jeg kunne ikke
høre en lyd, blot se, at den
blækblå sky bevægede sig mod ham. Han
bredte sin kappe ud over jorden, og de
omkring siddende gjorde plads. Skyen ligesom
lagde sig til rette.
»Nu vil jeg altså meget gerne ned fra dette
trip«, sagde han, der havde væltet kruset.
Den kom, da jeg væltede kruset. Folk
begyndte at småsnakke. Hallurene
blir bedre og bedre dag for dag, hvilken
hallu.
En blækblå sky til bords, der tilmed så ud
til at have det hyggeligt. Den fyldte mig i
hvert tilfælde med hyggelige vibrationer. I
starten var jeg bange, og det var
hun også, men nu knugede hun sig ikke
længere til mig, hun holdt om mig på en
måde, der fortalte at vi var enige. –Jeg
tænkte på filmen år 2001.
På månekigger og hvordan han havde
reageret, da »stenen« første gang viste sig.
Jeg checkene mig selv efter på kryds og
tværs, men fandt at alt var normalt,
blot var både hun og jeg gennemsyret af
hyggelige vibrationer; og de andre så ud til
at have det ligesådan. Jeg besluttede at
vente til den selv kom med et
udspil. Jeg var allerede overbevist om at
det var besøg fra rummet, eller i hvert
tilfælde fra en dimension.
Hun kyssede mig i øret. Hvad kunne man byde
en blækblå sky?
