Cover Notes Fra - Hej Du - 1970
     
   
 
Purpur blev til rødt, rødt blev til gult, og den okkerfarvede sol blev lyslilla. Den hede, han havde følt for et øjeblik siden, havde vendt sig til bidende kulde, 
       men allerede før han fik fat i et tæppe begyndte regnen at skylle ned. Befriende regn. Den var ikke kold, ikke varm, men i regndråberne så han sin elskede.
       Måske var hun minister på den dråbe, forflyttet fra en dråbe til en anden, hun gennemgik sit liv, fra regndråbens fødsel oppe i skyerne, til den ramte jorden,
       og blev grådigt opslugt. Han ledte, han så hende i dråben, der ramte midt i vandpytten. Hans hænder var bordeauxfarvet af kulde, men intet kunne standse
       hans søgen. Folk på gaden vendte sig, men bemærkninger om at han var tosset hørte han ikke, folk der kom helt tæt til ham, hørte ham hviske:
       »Det er mig, hvor er du? kom frem min elskede, jeg vil dig ikke noget ondt.« Han opgav sin søgen, smilede og hans øjne søgte mig. Jeg smilte igen. Han var
       meget smuk, total nøgen og våd, åh.... På vej ned samlede vi violer; når vi snublede over et eller andet, var vi ved at omkomme af latter. Plateauet lå en smule
       af vejen, men vi følte os draget af det, selvom vi ikke fysisk havde behov for en pause; - han bredte sin kappe ud, og solen kastede gyldne reflekser i mine øjne.
       Han havde haft den kappe så længe jeg kunne huske. Af og til glemte han den. Han mistede den den første dag i Woodstock, men fik den senere tilbage af Jimi,
       der havde brugt den til at flyve på. Han havde mange gange vist mig det hul, der var kommet i den, da Jimi kom for lavt ned og skrabede sit knæ på
       Empire State Building.

     Han pegede, og vi stirrede begge stift frem. Dér, sagde han bestemt, er vi, og der var vi, jeg kunne godt se os, tydeligt endda, hvor er du smuk sagde han,
       prøv og se hvor frit du går omkring. Han havde lagt sit slag henover os, fordi aftenkulden pludselig var kommet. Jeg sad og spillede på min fløjte, og han sang
       sagte. En dag vil jeg gå lige som dig, en dag vil jeg være lige så fri som du, - eller vil du blive lige så bundet som jeg? – Hans stemme mindede lidt om min,
       men han hviskede mere end jeg. Hvorfor har du aldrig lavet et band?, spurgte jeg. Han kiggede overrasket op; har du aldrig hørt mit band ? Han tog mine
       hænder og lod dem glide ned over hans krop. Dette er mit band, sagde han. Og jeg har ikke brug for roadies til at slæbe rundt på mit grej. – I det øjeblik
       tror jeg nok jeg misundte ham lidt. Tror du nogensinde, at alting bli’r rigtig godt, spurgte jeg ham. Han pillede et af kronbladene af en viol, gav det til mig
       og pillede et til af. Til sidst drejede han stilken mellem sine magre fingre. Jeg kunne ikke tyde svaret, før han sagde, ser du: Så længe jeg sidder og piller blade
       af en viol, er der langt igen. Måske, måske når vi engang helt forstår, alting hænger sammen. Når vi ikke mere river bladene af violerne,
       så er vi ved at være der.
       Fra plateauet kunne vi se, at de andre var ved at tænde bål i lejren. Ilden drager mig, selvom der er mindst en halv kilometer derned er jeg inde i flammerne.
       Jeg begynder at svede. Jeg tager kappen af. Han tager den hurtigt helt om sig, min skjorte ligger ved siden af mig, varmen er uudholdelig. De lyserøde bjerge
       bag os og foran os, prøver at fortælle os noget, siger jeg til ham, han lytter ikke, men svarer alligevel uden ord ved at rejse. Vi kommer, VI KOMMER, han råber,
       så det næsten er for meget for mine ører. Hendes lange kjole smøg sig til hende, hendes hår blev hvirvlet rundt af vinden. Hun smilede, har I haft et godt trip.
       Hendes hår føles varmt, og fylder mig med tanker om min hjemby, Sundbyvester plads, skolen, Natskyggevej – og mit lille værelse. Ja, siger jeg til hende
       og kysser kende på kinden. Hun vender sig mod ham, smiler det samme smil igen. Havde du et godt trip. Han vikler sig helt ind i sin gule kappe, og ligner
       en saltstøtte i den purpurfarvede solnedgang.
       Bægeret føles behageligt varmt mellem mine hænder, duften kildrede mine næsebor, men det var endnu for varmt at drikke. Vi sad der bare; nogle begyndte
       at drikke den varme te, men det blev kun til små slurke der blev efterfulgt af de lyde man nu engang siger, når man drikker noget, der er for varmt.
       Der var ikke en vind der rørte sig, kun de lyserøde bjerge i horisonten syntes at bevæge sig lidt. I dalen brændte der et bål, og om det sad tit mennesker
       Bare ti, for mange til at være få, og for få til at være mange. De fleste af dem sad bare med deres bæger i hænderne og næsen lige over, så duften skulle så
       kort vej som muligt, en af mændene roede i en af vognene, og sluttede sig til de andre. Idet han satte sig, væltede han sit krus, hvorpå han roligt fyldte det op
       med en bemærkning om, at det været tørke længe. En mand i en gul kappe kikkede op. »Det har lige regnet«, sagde han, »min kappe er våd endnu« ham der
       havde væltet kruset, rejste sig og gik over og følte på kappen, den var helt tør, de så hinanden i øjnene. Han satte sig uden et ord, og begyndte at lave en
       blanding til vandpiben, som stod i deres midte. –
       Pludselig var det som om jeg kom tilbage fra plateauet, jeg havde været der endnu engang, denne gang blot alene. – Den kom helt langsomt mod os, vi så
       den alle sammen, og så op næsten samtidigt. Jeg tog hende i hånden, og hun trak sig nærmere til mig, hun var helt varm. Jeg kunne ikke svare på hendes
       spørgsmål om hvad det var. Ingen sagde noget. Den var blå som nattehimlen, og var bare en sky, blå som blæk. En blækblå sky, der pludselig var i blandt os.
       Ingen sagde noget. Vi holdt bare på vore bægre, men ingen drak. Pludselig rejste jeg mig. Selvom hun holdt igen i mig. Jeg holdt hende stadig i hånden.
       Velkommen, sagde jeg. Den blækblå sky aftog i bevægelse, også nu helt hen over vores bord. Jeg så på hende, for at finde ud af om hun knugede sig til mig
       fordi hun var bange for at jeg flippede ud, eller om hun bare vil støtte mig i at hilse skyen velkommen. Men hvordan komme i kontakt med en blækblå sky,
       der pludselig indfinder sig, mens vi sidder og drikker te. »SSH!« sagde han og lagde sin gule kappe, den siger noget. Jeg kunne ikke høre en lyd, blot se, at den
       blækblå sky bevægede sig mod ham. Han bredte sin kappe ud over jorden, og de omkring siddende gjorde plads. Skyen ligesom lagde sig til rette.
       »Nu vil jeg altså meget gerne ned fra dette trip«, sagde han, der havde væltet kruset. Den kom, da jeg væltede kruset. Folk begyndte at småsnakke. Hallurene
       blir bedre og bedre dag for dag, hvilken hallu.
       En blækblå sky til bords, der tilmed så ud til at have det hyggeligt. Den fyldte mig i hvert tilfælde med hyggelige vibrationer. I starten var jeg bange,  og det var
       hun også, men nu knugede hun sig ikke længere til mig, hun holdt om mig på en måde, der fortalte at vi var enige. –Jeg tænkte på filmen år 2001.
       På månekigger og hvordan han havde reageret, da »stenen« første gang viste sig. Jeg checkene mig selv efter på kryds og tværs, men fandt at alt var normalt,
       blot var både hun og jeg gennemsyret af hyggelige vibrationer; og de andre så ud til at have det ligesådan. Jeg besluttede at vente til den selv kom med et
       udspil. Jeg var allerede overbevist om at det var besøg fra rummet, eller i hvert tilfælde fra en dimension.
       Hun kyssede mig i øret. Hvad kunne man byde en blækblå sky?