Michael Falch udgav d. 15. sep. 2010

CD'en  
Hele Vejen 1980 - 2010

I en 32 siders booklet med undertekster skriver Michael Falch

 
 
"Mens jeg skrev “Lad mig lige se dig” lod jeg mig inspirere lidt af mine første danske helte, Alrune Rod. Et par af deres tekstlinjer havde altid ringet i mit baghoved. Deres første album fra 1969 har i det hele taget været én af de vigtigste danske udgivelser for mig, og det farvestrålende hippiecover med psykedelisk kvindeskød og lilla bryster som galgebakker hænger stadig indrammet her i mit arbejdsrum. Indtryk på mig gjorde ikke mindst den 13.23 min. lange, syrede sang “Rejsen Hjem” med Laus Bengtssons mystiske tekst, der har flettet sig ind og ud af min liv i de 40 år, der er gået siden, jeg hørte den første gang i min kusines københavnske hippiekollektiv.
På denne nye live-version af “Lad mig lige se dig” med UnderholdningsOrkestret brusende omkring mig citerer jeg direkte fra Alrune Rods lyrik, der lød: “Du var borte længe/din mund blev hård af mange chok/Fandt du nye roller og venner?/Fik du mere end nok?/Du søgte mange, men frygted fler/Nu er du her igen og intet er det samme” (Laus Bengtsson/Alrune Rod: “Alrunes Rod”, 1969).

Alrune Rod reddede nærmest fremtidsudsigten i mit liv den dag, jeg som 13-årig var ankommet til grænsebyen Tønder i det sydvestligste hjørne af Danmark fra forstadkøbenhavnske Tåstrup. I Storkøbenhavn var der glødende ungdomsoprør igang, mens Tønder by lignede noget fra en russisk udørk i de sort/hvide 50ere. Men skæbnen ville, at netop Alrune Rod samme aften optrådte ude på “Schweizerhalle”, og mine tolerante forældre gav mig lov til at tage afsted i min frynsevest. Dengang “lå” man jo til koncert, og dér på gulvet med “Rejsen Hjem” som levende soundtrack fra scenen kunne jeg – bare 13 år gammel men skræmmende langt fremme på beatet - beroliget konstatere, at cannabis i det mindste var nået til dette afsides udkantområde. Det blev mit første møde med musikerkliken i Tønder, hvor vi de følgende år - med Tønders musikalske centrum, Kylle (aka Mathias Petersen) som den samlende figur - dyrkede Alrune Rod som ypperstepræster og orkestrets sanger, Leif Roden, i særdeleshed som en afgud. Det var Leif Roden, jeg gerne ville ligne og lyde som, da jeg senere blev sanger i forskellige Tønder-bands, og det var langærmede lilla t-shirts med trompetærmer som hans, jeg fik skaffet mig ad hemmelighedsfulde kanaler.

Da jeg seks år senere var flyttet til København for at læse dansk på Universitetet, fik jeg en aften øje på Leif Roden, som sad med sit hof omkring sig på Gråbrødre Torv. Mit store idol! Den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig. Jeg gik hen til hans bord og udtrykte min inderligste taknemmelighed over alt det, han havde givet mig med sin musik. “Du kan henvende dig i kontortiden. Mellem 12 og 14!”, lød Leif Rodens iskolde, arrogante respons. Jeg var målløs. Dér sad min største danske helt og var åbenbart storbyens største røvhul. Grædefærdig af desillusionering gik jeg hjem gennem byen ud mod Nørrebros Runddel og min tredjesals lejlighed på 27,3 m2. På gåturen gennem København havde jeg besluttet mig for at foretage en rituel destruktion af mine Alrune Rod-plader, og da jeg var hjemme ved pladesamlingen, trak jeg Alrune-LP´erne ud. Meningen havde været at knække hver og én og rive de tilhørende covers i småstykker. Men den første Alrune-plade kunne jeg simpelthen ikke destruere. Den var hellig for mig. Det var nummer to, “Hej du”, også, men den havde jeg købt i to eksemplarer, bare for en sikkerheds skyld. Det ene af dem indgik i den rituelle destruktion med sikkerhedsnet, som jeg foretog med tårevædet blik.
6-7 år senere blev Leif Roden lydmand for Malurt og mixede vores to sidste album i vores “første liv” i 80erne. Hans arrogance viste sig mest at være et skalkeskjul for hans manglende selvrespekt for egen ydeevne på musikscenen. Selv så han slet ikke Alrune Rod som noget lys overhovedet, og deraf sprang hans til tider krasse sarkasme, der også kunne være hylende morsom. Han var også med i billedet, da Torben Bille og Søren Svendsen udgav deres Malurt-bog, “Når bare Rocken ruller” i 1983.
*Og 10 år senere lokkede jeg ham til at gendanne Alrune Rod på en højskole, hvor jeg som gæstelærer i dansk rocklyrik jævnligt havde ladet de nye unge “ligge” til koncert til lyden af Alrunen. Siden mødte jeg Leif ude omkring og altid til de særligt magiske koncerter på Plænen i Tivoli, hvor hans lydfirma stod for musikanlægget. Sidst vi traf hinanden, var i december 2009 til en Sebastian-koncert i Falkoner, hvor jeg skulle gæsteoptræde. Leif havde kamera med og tog nogle fotos af Sebastian og mig til min hjemmeside. Han virkede mere stille end normalt, men røbede intet overfor mig. Rejsen hjem er aldrig nem. I maj 2010 var jeg med i det store følge, der bisatte ham på Østerbro."

 

    En stor tak til Michael Falch
   for hans flotte og varme
   bidrag til siden om Alrune Rod
* Koncerten som Michael omtaler, var på
Oure højskole. Hele koncerten kan høres her
på siden -  Alrune Rod i Oure  -